Jeg har for længe siden lovet jer, en opskrift på den første krave jeg hæklede til min yngste datter. Nu kommer den endelig. Den er tæt i mønsteret, så den fungerer rigtig fint som savlesmæk. Jeg har noteret, hvilke materialer jeg har brugt. Men opskriften er skrevet, så du kan bruge lige det garn du ønsker – perfekt lille resteprojekt.
Opskrift på #FoldeKrave
FORKORTELSER
lm = luftmaske
fm = fastmaske
bm = bagerste maskeled
hstm = halvstangmaske
stm = stangmaske
vm = vendemaske, dvs. der vendes med en lm
MATERIALE
Garn: jeg har brugt ca. 10 gr. alm. 8/4 bomuld.
Hæklenål: str. 3,0 mm.
Knap diameter ca. 15 mm.
OPSKRIFT
Slå 19 lm om – sidste lm bruges til at vende med.
Rk. 1: 4 fm, 7 hstm, 7 stm
Rk. 2: 3 lm, 6 stm i bm, 7 hstm i bm, 4 fm i bm
Rk. 3: vm, 4 fm i bm, 7 hstm i bm, 7 stm i bm
Gentag rk. 2 + 3 indtil du har den ønskede længde på halsåbningen, du skal slutte med rk. 2. Min måler ca. 31 cm; jeg har hæklet 39 folder, dvs 78 rækker i alt.
Herefter skal du lave knaphullet:
Rk. 1: vm, fm i bm, 3 lm, 7 hstm i bm, 7 stm i bm
Rk. 2: 3 lm, 6 stm i bm, 7 hstm i bm, 3 fm omkring lm-buen, fm i bm.
Luk af og hæft ender.
Monter knap på den modsatte side af knaphullet.
Hvis du har lyst må du meget gerne dele dit resultat under #FoldeKrave – det er så hyggeligt at se, hvad I får ud af mine opskrifter 🙂